Jeg husker sportslivet som den ene fiasko, efter den anden. Hele min fritid hoppy / sports har ikke været en jubel lykke. Det første jeg husker, var spejder. Nu tænker du nok ”kan man være dårlig til spejder?” Jeg er et omvandrende bevis på at ja, du kan være dårlig til spejder. Spejder og mig var lidt on and off relationship. Men det endelige stop blev klasket på min spejder uniform, da Spejderlederen ikke mente det var ansvarligt at give mig dolkebevis. Dolkebevis var den eneste grund til jeg havde tilbragt så mange ugyldige timer i en klam hytte i skoven, med voksne eksistenser. Derefter tror jeg min badminton tid var ved at indkomme. Jeg startede til badminton, fordi min bror var a true hero med den fjerbold. Sådan var det aldrig med mig. Jeg tror problemet tog sin start, da det gik op for mig der var regler i det spil. Jeg lærte aldrig reglerne at kende, og følte at det ville være akavet at spørger min træner om, hvad spillet egentlig gik ud på. Jeg stoppede derefter til badminton, men valgte at blive i hallen – Jeg startede til håndbold. Håndbold var nok den største fiasko. Jeg gik der næsten i to år, og det lykkes mig at score en gang, ved et uheld. Jeg lider af dårlig kaste arm. Jeg kan kaste langt, men at ramme mit mål, der ligger problemet. Håndbold karrieren vil jeg helst ikke længere ind på, for kan ikke huske ret meget derfra, kun at når man var ude i andre haller, var der altid ufatteligt meget usundt mad, man kunne indtage. Nu var så tid til at jeg skulle inhalere det frie luft igen, men denne gang på en ny boldbane, det hed det fodbold. Det var en flyvende start, og følte at jeg havde talent for spillet, når det foregik nede i forsvaret. Jeg elskede fodbold, og gør det skam endnu. Efter noget tid fik vi ny træner, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad der skete, men pludseligt var jeg aldrig ude på banen mere – Jeg var blevet til personen der skulle holde bænken varm. Efter min bagdel næsten endeligt var frossen fast på bænken, rejste jeg mig fra stedet, og forlod sidelinjen. Jeg valgte at skrive mit eget dødetestærmente, jeg startede til rollespil. Det lykkes mig at opnå det umulige ved rollespil, en ting som andre aldrig ville ha’ forstillet sig kunne ske, noget så stort, så utrolige at det burde skrives ned et sted. Jeg blev mobbet ud af rollespil. Elverne begyndte at bagtale mig. Menneskerne, der løb rundt i en skov, en gang om måned med et pap sværd, valgte at ud af alle taberne, skulle der udpeges en taber, og den taber var mig. Jeg er nu glad for at rollespillerne frys mig ude, for tænk, hvor ville jeg ha’ været i dag, hvis det ikke var sket? Og føler rimelig meget, at jeg er kommet videre i livet, når jeg ser på dem i dag(No hard feelings, but they are pretty … different.) Jeg forlod skoven, og valgte at kaste mig ind i teateret, hvilket jeg stadig er aktiv i, og tror det er den eneste fritidsting, hvor der ikke er printet taber i panden på mig.