Dette er min syns vinkel på London turen, rejsen set igennem mine øjne, min oplevelse af rejsen.

søndag og mandag;

Rejsen startede med en lærer i røret der prøvede at berolige en forvirret tøs og hendes veninde. Turen var blevet om planlagt, pga. Islands vrede vulkan skulle stoppede alt i luften. Panikken tog straks over mig, og jeg fik hurtigt smidt min veninde hjem, for pludseligt skulle der pakkes. Jeg lid i et panisk helvede, men fik dog set mig tid til at underrette verden om at jeg skulle af sted alligevel, så en hurtig facebook update og jeg var klar. Det blev aften, og som planlagt mødte alle eleverne op på Forum Horsens, hvor vi ventede spændt på bussen. Mine veninder og jeg lå en hurtig taktik om hvordan det var bedst at invadere bussen, og hvad der var mest taktisk gennemtænkt at sidde henne. Alle taskerne skulle på bussen, og vores mission gik i gang, vi delte os hurtigt, en tog taskerne mens de tog andre indtog de bedst placeret pladser i bussen. Busturen var lang, og blev længere da vi havnede i kø i Holland. Vi prøvede at fordrive tiden med de kliché ramte bil lege, som hurtigt blev anstrengende. Efter mange timer køreren, og knap så meget søvn ankom vi endelig til skibet. Efter skibsturen ankom vi endelig til London, hvor jeg placerede mig et andet sted i bussen, sammen med min anden veninde, straks gik vi i gang med at øve vores Britiske, hvilken ikke var en fryd for alle de trætte passagerer. Busturen gik snildt, indtil en selvmordskandidat valgte at gøre ende på levet imod vores bus. En due klaskede imod ruden, og zikzakkede fortabt videre. Vi troede at nu skulle alt være med os, og sad og nød udsigten fra bussen, da jeg ser ned imod vejen kommer der en bil imod, da vælger at slikke sig op af vores bus, da vores kære lærer Dennis udbryder et ”Det sker så bare ikke!” Lærerne tager siterationen under rolige hænder, og snakker med den vilde Brite, og vi kommer videre. Vi ankommer endelig til hotellet og alle sukker lettet op, men dagen er ikke forbi endnu der mangler aftens underholdning, vi er alle under stærkt tidspres imod tiden, men får lanceret vores pakkenelliker ind på et værelse, og tager spurten imod musicalen. Vi kommer ned i metroen, og på det tidspunkt er jeg i overtræt stadiet. Jeg klister mig fast på min kære tysklærer, og springer panisk på metroen. Som den meget trætte person jeg er, som ikke er synderlig begejstret for offentlig trafik, falder jeg i chok tilstand, men overlever dog med nød og næppe turen. Endelig er vi ved musicalen Billie Elliot, og lister ind da vi er små fem minutter forsendt. I pausen kan jeg tydeligt hører at folk har en anelse svært ved at holde humøret oppe, og et håb om at jeg smitter for en gangs skyld, vælger jeg at smøre et smil på, hvilket ikke bliver ret gengældt. Musicalen er færdig, og vi får små ti minutter til at snubbe os en bid mad før vi iværksætter operation ”kom tilbage til hotellet i live” Vi kommer tilbage til hotellet, og efter en lang vente tid kommer vi endelig ind på vores værelser og kan sove.