Det her er min oplevelse af London, London turen set igennem mine øjne.

Onsdag;

Nu havde vi haft så meget imod os, så denne dag kunne vel ikke gå slemt til sig? Mine to venner og jeg lunter til spisning, og alt går vel. Vi skal på markedet den dag, turen går snildt og alle vi ankommer til markedet hvor klassen deler sig op. Jeg klister mig selvfølgelig på mine to klister veninder Lizette og Eva. Vi indtager markedet med storm, med Maiken og Louise efter os. Vi træder ind på fremmede territorium, og en kineser bliver vores først hindring. Hun lokkede os med billigt kineser mad, som vi glædeligt modtog. Vi forvildede os videre ind i marked, og alle var utrolig optaget af alle de fantastiske ting, men jeg som har fået kastet en forbandelse over mig som kaldes penge nærig, var ikke fanget af markeds utrolige verden. Vi gik rundt i lang tid, men intet var godt nok til mig. Da vi havde været igennem mange butikker, nærede klokken møde tid for dem der skulle på Madam Tussauds. Vi var en stor folk, og traskede imod Madam Tussauds, men da vi endelig kom derhen skete der en masse, gruppen blev splittet da der var mange der fortryd, til sidst var vi kun 7 der ville derind. Det var fantastisk derinde, sådan helt klamt ægte. Vi gik rundt derinde, og kom ned i gyser afdelingen, hvor der var en skræmme tunnel. Eva og jeg gik derind, foran os var der en kær ung Brite, og vi var efterfulgt af 2 andre fra klassen. Det var en mørk tunnel, og vi skreg som vilde, der var klamme mennesker der tog fat i os, hviskede i vores øre, og hver gang vi skreg vores lunger ud, vendte den kære unge britiske mand sig, og kiggede grinende på os. Han kendte åbenlyst vejen, og hvis han ikke havde været der var vi aldrig kommet igen. Da vi endelig kom igennem, forsat vi videre rundt på Madam Tussauds. Da vi skulle hjem til hotellet, valgte vi som normalt metroen som transport middel. Eva beordrede vejen, og vi andre fulgte med som en kat og dens garn. Vi satte os fredfuldt ind i metroen, og alt gik vel, indtil Eva udbryder et ”Jeg tror vi kører den forkerte vej” Annie L går i panisk tilstand, mens Lizette prøver at berolige hende med ”Vi tager bare den anden vej, det gør intet” Men intet hjalp, panikken havde overtaget Annies krop. Som Lizette havde sagt, tog vi bare den anden metro tilbage, og alt var vel, indtil at metro kørerens stemme overrumlede højtalerne. Det var umuligt at hører hvad manden fremstammede, men vi kunne alle blive enige om at vi holdt stille. Annies panik kom frem igen, men Eva og jeg lukkede af og begik os ind i en verden af James Dean. Efter en del ventetid begyndte vi at kører igen, og vi kom sikkert hjem til hotellet. Det var en fred at smide sig i sengen, det var som om man fløj, fordi ens ben blev så lettet over at ikke bære min vægt mere. Det varede ikke længe, for vi skulle af sted igen, hen imod Amor statuen. Turen gik snildt, indtil vores danske blod blev fornærmet. Vi skulle med metroen, og først ned med en elevator, hvor vi klemmer os ind, fordi vi har en anelse travlt, vi fryder os over at vi nåede det, og roser hinandens kondi, da en engelsk ung pige siger højt til hendes veninde ”They talk very strange!” Hvor hun så plapre videre om hendes ballet time, da den anden hentyder til at det er klamt at vi har most os ind imellem dem, og de vinker flabet til hinanden. Vi kommer ud af elevatoren, og mine veninder og jeg begynder straks at diskutere hvad der lige skete. Vi stiger på metroen og kommer godt af sted. Da vi så stiger af metroen, opdager Eva at de kære unge britiske piger, og dreng, sigter imod rulletrappen, vi skynder os efter dem, og begynder at snakke engelsk hvor pinligt det er at snakke dansk, for det er et mærkeligt sprog, og vi forsætter hele turen op i det engelske, og omtaler at det er vildt at folk med et mærkeligt sprog kan forstå engelsk. Vi kommer til enden af rulletrappen, og haster videre imod Amor, hvor vi møder vores klasse kammerater. Efter en kort fortælling fra matematik læreren Kasper, bevæger vi os imod aftens underholdning, som står på klassespisning. Vi forvilder os ind i bøsse territorium, hvor Eva og jeg kigger aktiv efter ægte Britiske bøsser. Vi kommer endelig hen til spisestedet, som er Kinesisk. Aftenen går vel, og maden bliver smidt på bordet. Ved det bord jeg sad ved indgår vi en aftale om konkurrence, den der først opgiver spisepinde har tabt. Det underholder hele bordet at spise med pinde, og især Eva får vist hendes pinde talenter, ved at kaster rundt med maden. Vores bord var møg beskidt, og nærmest pinligt fyldt med mad. Der sidder vi og nyder maden, hvor vores Lærer Dennis udvælger folk til at holde tale. Jeg blev udpeget som den der skulle holde tale for drengene, og jeg går i panisk tilstand, og kan ikke koncertere mig om maden mere. Tanken om at holde tale var mættende nok. Martin slyngede sin tale ud til pigerne, som var smørret godt med tykt på, og lidt efter var det min tur. Jeg valgte at startede det hele med ”Jeg vil ikke lyve, og vil fortælle den barske sandhed!” Og derefter går det hele godt fremad, og ordene om drengene vælter ud som et overfyldt køleskab. Aftenen slutter af, og vi trasker hjemad igen, hjem til hotellet.