Der var engang jeg var inde at se Kashmir.
Damn I miss that day. Der skete unaturlige ting den aften! Og min veninde og jeg valgte at overse dem. Det er godt nok længe siden(Marts måned, 2010 - lige før London) Og tingen der skete, er jeg kommet mig over, men det tog sin tid, og jeg lærte noget vigtigt. Koncerten var slut, min veninde og jeg drog udenfor, for at vente på hendes far, som skulle hente os. Der stod vi fredfyldte, med regnbuer tegnet over os. Vi anede ikke at der kunne være sket noget, der havde ændret vores liv. Der kom to gutter hen til os, og spurgte os om festlivet i Horsens, de havde også lige været inde at se Kashmir. Vi faldte i snak med dem, alt slog klik. Jeg jokede med den ene, og min veninde havde også en samtale kørende med den anden, som lignede Tue West frygtelig meget! Hvilket hun også fik nævnt foran ham. De spurgte om vi ville videre, og vi takkede nej, for vi skulle hjem. Det nej er det værste nej jeg nogensinde har sagt. Da de var under 2 meter fra os, gik det op for os, hvilken grusom fejl vi havde begået. Jeg var nær løbet efter, men min veninde holdte mig tilbage. Da de endelig var ude af syne, skyndte vi os at løbe samme retning som dem, for at se om vi kunne ''støde'' ind i dem, men det var for sent, de var væk. Vi fandt aldrig ud af, hvad de hed, hvor de kom fra, og hvem de egentlig var. Men, hvis vi havde tænkt før vi havde skubbet dem væk, kunne vi måske have havnet med The Best Friends In The World. Skæbnen lod os møde dem, men vores dumhed blev straffet. Selvom mødet foregik på under 10 minutter, vil jeg aldrig glemme det. - Jeg vil aldrig glemme drengen, der syntes at min Man Boobs joke om Jon fra Paradise Hotel var sjov.